MIN MG MIDGET

Min MG er en Midget mk III fra 1971. Den er indregistreret første gang i april 1972. Bilen har været i Danmark, fra den var ny. Motoren i bilen er en BMC A-serie på 1275 kubikcentimeter. Den yder 65 hestekræfter. Gearkassen har fire trin, hvoraf de tre højeste er synkroniserede. Jeg har haft bilen siden 1997. På det tidspunkt havde jeg i flere år ledt efter et sportsvognsprojekt. Jeg var næsten færdig med at aftjene min værnepligt, og skulle det næste år arbejde på landet, mens jeg boede hjemme hos mine forældre. Der var derfor mulighed for at gå i gang med et bilprojekt. Da der så var en MG Midget til salg i Den Blå Avis, tog jeg ud for at se den.
Bilen var i en elendig forfatning, men det var et ærligt projekt: Intet var sminket, og det var tydeligt, at den krævede en større restaurering. Bilen var på det tidspunkt rød med en revnet hvid kaleche. Den havde været afmeldt i 7 år. Bilen blev købt og transporteret hjem til mine forældres gård i Vendsyssel.
Restaureringen foregik mellem diverse landbrugsmaskiner i mine forældres maskinhus. Først blev bilen adskilt, så der kun var det rå karosseri tilbage. Derved afsløredes bilens originalfarve: Gul. De nederste 30 cm af bilen hele vejen rundt var hårdt angrebet af rust, og måtte derfor udskiftes. Det første år gik derfor med at svejse karosseri. Efterhånden som arbejdet skred frem, blev bilen malet med brun grundmaling. Efter godt og vel et år var hele karosseriet lækkert chokoladebrunt.
På dette tidspunkt, september 1998, flyttede jeg til København for at begynde på dyrlægestudiet. Resten af arbejdet med bilen kom derfor til at foregå i ferierne. Første projekt var at få lakeret karosseriet. Bilens originalfarve er som sagt gul, hvilket jeg ikke brød mig meget om. Bilen blev derfor malet "New Racing Green", som er en MG Midget originalfarve.
Derpå fulgte istandsættelse og lakering af alle løsdelene og renovering af mekaniske dele og interiør. Den sidste og sjoveste del var monteringen. Der blev monteres en ny kaleche. Motor og gearkasse krævede ingen renovering. Den 2. maj 2002 blev bilen synet.
Min kone, Marie, som også er dyrlæge, synes heldigvis også om gamle britiske biler, og vi har haft megen glæde af bilen siden. Hver sommer er den blevet brugt til køreture i Danmark. I 2003 var vi på telttur rundt i Tyskland i 14 dage. I 2005 gik turen til Sydengland, hvor vi blandt meget andet besøgte bilens fødeby, Abingdon, som ligger syd for Oxford.

Flere Billeder af bilen kan ses under "Galleri".